Kan vi tale om sygdom og vanskeligheder?

Nogle af de andre bloggere på levmedsygdom, har tidligere været inde på at det kan være svært at tale om deres sygdom. Det kan være svært under indlæggelse, og det kan være svært i det almindelige hverdagsliv. Det kan være svært både for de pårørende og svært for de der har sygdommen. Det er egentligt paradoksalt i et samfund, hvor vi ellers synes vi kan tale om det meste. Det er jo noget vi går op i. Vi går op i, om de vi kender, har det godt. Vi går op i om vi selv har det godt. Og alligevel kan det være svært. Jeg ser der er flere aspekter i denne sværhed. For det første synes jeg selv d...
Læs mere

Om åbenhed om sygdom, og om tabuer

Her til morgen blev der snakket åbenhed om sygdom i tv, og jeg lyttede til de perspektiver de diskuterede imens jeg gennemførte mit morgenritual i form af espresso, lysterapi, udstrækning og grønsagsjuice  Sammenfattet er overvejelsen i Danmark, Skal vi være åbne om sygdom? Og hvor går grænsen for åbenhed i forhold til private anliggender? Eksemplet i tv var en cancer patient, og hendes perspektiver var meget lig mine egne. Der er jo ingen tvivl om, at jeg har valgt åbenhed. Det har jeg fordi jeg håber at jeg kan bidrage til at andre kan relatere til mine erfaringer eller historier. Derudo...
Læs mere

Præsentation af en med hørenedsættelse

Hej allesammen :) Som lovet vil jeg I denne uge skrive lidt om min hørenedsættelse. Jeg var et af de såkaldte “Øre/Hørebarn” med mange ture af mellemørebetændelse. For at hjælpe mig fik jeg så dræn i begge øre. Jeg fik først nogle ikke så gode i, som blev ved at falde ud, men 4-5 gang fik jeg nogle permanente dræn i. Jeg må lige sige at alt dette er meget tidlige minder så medicinske fejl osv kan måske ske pga mit unge jeg husker det anderledes end det måske var. Da jeg var teenager fik jeg så pillet drænene ud med det resultat at hullet i mit venstre øre ikke voksede sammen og jeg måt...
Læs mere

Min epilepsi og mig

Hej Allesammen. Så er jeg sørme også blevet en af bloggerne på levmedsygdom og det er jeg utroligt glad for. Men først lidt om mig. Jeg hedder Christine og er 25 år. Jeg er uddannet social- og sundhedsassistent og derudover har jeg også grunduddannelsen, som fotograf. Jeg arbejder deltid som Social og sundhedsassistent, samt som freelance fotograf. Derudover har jeg også min egen blog, som jeg også bruger en del tid på. Men så spørger I sikkert – Hvorfor er jeg blevet blogger her? Jo ser I, jeg blev diagnosticeret med epilepsi da jeg var 13 år gammel. Det medicinske navn på min form for...
Læs mere

Når teknikken virker modsat hensigten

Teknikken kan driller lidt. Efterhånden har jeg lært hvilke situationer det er, og hvordan jeg kommer kommunikationsmæssigt igennem dem. I mit tilfælde, i mine høreapparater, er der indbygget en automatisk nedsættelse af forstærkningen, når lyden bliver for høj. Det er hensigtsmæssigt og smart, når det er enkeltstående høje lyde af kort varighed. Eksempelvis en bildør der smækker eller bestik mod en tallerken. Og det sker så hurtigt, at jeg ikke bemærker ændringen i forstærkningen. Det er dog ikke kun ved enkeltstående lyde der sænkes for forstærkningen. Det sker også når en vedvarende h...
Læs mere

Tips til hverdagen som epileptiker

Hej allesammen. Så er vi gået ind i det nye og hverdagen er igen begyndt. Jeg håber I alle har haft en god jul og et godt nytår. Som jeg nævnte i mit sidste blog indlæg vil jeg fortælle lidt om de hverdags ting, som kan påvirke en med epilepsi og hvad du eller dine pårørende kan gøre. Det mest centrale som jeg har fundet ud af er de 2 vigtigste ting for min epilepsi er, at: Tage min medicin hver dag og Få min søvn. Det vil sige at gå fornuftigt tid i seng, men også sove længe nok da meget epilepsi medicin kan gøre en mere træt. Jeg har det personligt bedst når jeg går i seng kl. ...
Læs mere

Min behandling del 3 – Depression

Foruden angst anfaldende som er nævnt i mit tidligere indlæg, udviklede jeg i samme periode også en depression. Det virkede for mig som om, at det var en ganske naturlig følge af min sygdom og den lange indlæggelse. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan sygeplejerskerne næsten gik og ventede på mit psykiske sammenbrud, og da det endeligt kom, var de ikke sene til at sende mig til en psykiater – hvilket jeg ikke var interesseret i på daværende tidspunkt. Jeg følte ikke at jeg havde en sygdom (ud over kræften). Jeg havde ikke en depression! Jeg var jo bare ked af det! Hvorfor kunne de ikke ...
Læs mere

Få magten med dine standardfraser

Det er ganske få personer jeg har oplevet, der er istand til, igen og igen, at tage de hensyn der skal til, for at imødekomme min manglende hørelse. Og med nu mange års erfaring, tror jeg heller ikke på det vil ske i fremtiden. Det er simpelthen for kompliceret konsekvent at skulle ændre adfærd. Det kan gå i 5-10 minutter, hvis jeg gør opmærksom på der er et problem, men så tager vanen over, og det bliver som før. Svigerfar  stopper ikke med at mumle. Deltagere i et møde, vil ikke stoppe med at tale i munden på hinanden når de bliver engageret. Børnene fortsætter med at tale til min ryg, der ...
Læs mere

Min behandling del 2 – Angst

I forbindelse med kræftsygdom oplever jeg, at fokus oftest lægges nærmest udelukkende på den fysiske side af sygdommen. Man snakker om de fysiske påvirkninger kræftpatienter rammes af, hvordan de taber håret, bliver svækket, får ændret deres udseende osv. Skønt disse forhold naturligvis også er dominerende, ligesom de udgør en næsten ubeskrivelig betydning for patienterne, føler jeg, at den psykiske side af sygdommen kan blive bagatelliseret som følge heraf. Hvorfor forholder det sig sådan? Så snart det indledende store psykiske chok efter diagnosen af sygdommen har lagt sig, er det de fysis...
Læs mere