Min behandling del 2 – Angst

I forbindelse med kræftsygdom oplever jeg, at fokus oftest lægges nærmest udelukkende på den fysiske side af sygdommen. Man snakker om de fysiske påvirkninger kræftpatienter rammes af, hvordan de taber håret, bliver svækket, får ændret deres udseende osv.

Skønt disse forhold naturligvis også er dominerende, ligesom de udgør en næsten ubeskrivelig betydning for patienterne, føler jeg, at den psykiske side af sygdommen kan blive bagatelliseret som følge heraf.

Hvorfor forholder det sig sådan? Så snart det indledende store psykiske chok efter diagnosen af sygdommen har lagt sig, er det de fysiske følgevirkninger af behandlingen der sætter først ind. Nogle af de fysiske påvirkninger som sygdommen forårsager, er måske endda sat ind allerede inden kræftdiagnosen stilles. Dermed er det klart, at det er de fysiske følger som er mest bemærkelsesværdige mens diagnosen er ’ny og spændende’ for patientens pårørende. Samtidig er det de fysiske følger der er lettest at forholde sig til. I et samfund hvor vi ynder at sætte tal og mål på alting, falder de fysiske følger af sygdommen og behandlingen blot meget nemmere ned i de ’kasser’ vi opsætter – de er til at tage og måle på.

Har du tabt dig? Okay, hvor meget?
Har du feber? Hvor høj?
Hvor mange dage tog det så?

De psykiske følger som behandlingen også medfører, kommer meget langsommere snigende i løbet af forløbet. Der kan gå halve eller hele år, før end de psykiske følger for alvor sætter ind. For mit vedkommende tog det ca. 4 måneder før resterne af min psyke gav efter.

Jeg mærkede i løbet af den første del af min behandling, inden mit sammenbrud, at sygeplejerskerne til tider nærmest gik og ventede på mit sammenbrud. Ikke fordi jeg var en særligt psykisk skrøbelig person – næsten tværtimod – men fordi de havde erfaring med, at sammenbruddet kommer for næsten alle før eller senere. Faktisk lod jeg vente så længe på mig, at personalet begyndte at betvivle om jeg faktisk havde forstået alvoren af min diagnose.

Da mit knæk endelig kom, kom det også for fuld styrke. Jeg kan stadig huske det præcise tidspunkt hvor jeg ikke længere kunne udholde presset: Jeg lå (som sædvanligt) i min hospitalsseng på en stue, og min daværende kæreste sad ved min side. Jeg havde som altid mange smerter, og hun spurgte mig, hvorfor jeg ikke græd, og om det var for at skåne hende. Derefter forsatte hun med at sige, at der ikke var nogen grund til at holde igen, blot af hensyn til hende. I lige netop det sekund gav jeg efter. Jeg opgav kampen om at opretholde facaden, jeg opgav at kæmpe imod, og følte på én gang al den psykiske lidelse ramme mig samtidig med, at jeg endeligt kunne give efter. På én gang befriende og knusende på samme tid – og jeg græd, indtil min krop gav efter, og jeg begyndte at hyperventilere.

De næste måneder indtil anden del af min behandling, knoglemarvstransplantationen, skulle begynde var jeg ramt af hyppige angstanfald, med hyperventilering flere gange dagligt. Ikke fordi der var noget fysisk i vejen med mig, men fordi jeg nu havde oplevet hvad det vil sige at være i behandling for leukæmi, og frygtede at skulle forsætte og oplevere mere af samme skuffe. Jeg vidste, at forsat behandling var uundgåelig og nødvendig, på trods af, at jeg mere end noget andet frygtede, at den ville tage livet af mig.

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.