Kognitiv terapi og mindfullness.

Af Nilas Steensen

Jeg har tidligere skrevet om hvor essentielt jeg føler samtaler med psykologer kan være for at komme igennem en kræftbehandling. For mig foregik disse samtaler som kognitiv terapi.

Kognitiv terapi handler om at blive opmærksom på de adfærdsmønstre man selv udviser i bestemte situationer. Man bliver med andre ord i stand til at se hvordan man strukturerer sin opfattelse af verden og på hvordan man plejer at reagere i bestemte situationer. Ved at blive opmærksom på disse mønstre kan man blive i stand til at bryde dem, i det omfang de påvirker en negativt.

Mindfullness handler om objektivt at forholde sig til sine følelser og sanser, og blive særligt opmærksom på disse og hvordan de påvirker en fysisk såvel som psykisk.

Forleden oplevede jeg noget, som jeg synes illustrerer hvordan man kan anvende ting man lærer fra kognitiv terapi og mindfullness til at forholde sig til følgerne af en kræftbehandling.

Der er nogle ting ved min sygdom som jeg har valgt ikke at ville være bekendt med. Informationen er frit tilgængelig, men jeg bestemte meget hurtigt efter, at jeg havde fået min kræftdiagnose, at jeg ikke ville have nogle bestemte ting at vide.

For nogle dage siden blev jeg så helt tilfældigt i en samtale konfronteret med disse informationer alligevel. Lige efter at jeg hørte det, frøs jeg; blot et splitsekund. Så slog mine forsvarsmekanismer ind. Gennem min kognitive terapi blev jeg klar over, at jeg har en stærk tendens til, når jeg bliver konfronteret med ubehagelige situationer, at rationalisere mine problemer væk. Med andre ord forsøger jeg at bruge logikken til at argumentere for, hvorfor det slet ikke er så slemt alligevel, og hvorfor jeg ikke bør reagere følelsesmæssigt. I dette konkrete tilfælde fik jeg på sekunder styr på mig selv, og ’forsvarede’ mig i mit hoved med, at det sikker ikke var de rigtige informationer personen havde fået fat i, og at han nok havde misforstået noget. Derefter tænkte jeg egentligt, at dét nok var det.

Samme nat kunne jeg ikke sove. Jeg lå og vendte og drejede mig i sengen, og det var her mindfullnessen kom ind i billedet. Jeg begyndte at mærke rigtigt efter i min krop; Min hals var øm, fordi jeg lå og spændte, min puls var høj fordi mit hjerte bankede usædvanligt hurtigt, jeg svedte og min vejrtrækning var hurtigere end normalt: Med andre ord, jeg var bange. De individuelle tegn var på ingen måde voldsomme, men når jeg mærkede ordentligt efter, kunne jeg registrere hver enkelt.

På denne måde hjalp mindfullness mig til at opdage, at min forsvarsmekanisme havde slået fejl, og at de informationer jeg var blevet mødt med faktisk betød noget for mig, faktisk påvirkede mig, og faktisk gjorde mig bange.

Egentligt var jeg ikke blot bange. Jeg var bange for at være bange. Jeg var bange for at tillade mig selv at være bange, og jeg var bange for, hvad det ville gøre ved mig at være bange.

Når man tidligere har haft en depression, vil den altid ligge og lure i baghovedet. Hver gang jeg bliver trist, bange eller ramt af andre negative følelser i større omfang, mærker jeg en snert af frygt; frygt for at falde tilbage, og igen ende nede i depressionens mørke.

Idet jeg bliver bange for at være bange, bliver det meget hurtigt en selvforstærkende effekt, en såkaldt ond cirkel. Igen slår min forsvarsmekanisme til, og jeg forsøger at fortrænge det hele ved at bortrationalisere det.

Så længe de virker er forsvarsmekanismer ikke nogen skidt ting. Som det også ligger i ordet beskytter de os mod negative følelser. Problemet opstår blot når de tager overhånd, og man får ophobet alt for mange negative følelser, som man gennem tiden har forsøgt at ’gemme væk i skabet’. Når først der ikke er mere plads i det skab, så sprænger dørene og det hele kommer væltende ud.

Derfor blev jeg også opmærksom på, at jeg var nødt til at gøre noget for at behandle forholdet; for at komme videre.

For mig var løsningen som så ofte med problemer der kører rundt i hovedet på en, at få snakket med nogen om det. Jeg valgte at tage en lang snak med min mor om, hvad der var sket, og hvordan det havde påvirket mig; at jeg var bange, og ikke vidste hvad jeg skulle gøre ved det. Efter at have vendt det med hende den følgende aften, fået et nyt syn på tingene og distraheret mig selv de følgende par dage, kom søvnen stabilt tilbage til mig, og jeg faldt helt til ro igen.

På den måde kan man bruge hvad man lærer både fra den kognitive terapi og mindfullness til at behandle sine problemer og som en hjælp når man havner i ubehagelige situationer bl.a. som følge af en kræftsygdom.

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.