I stykker

Skal det nogle gange bare gøre ondt? Skal det nogle gange bare føles som jordskælv i dit indre? Skal alt flås ud af din krop og aldrig sættes ind igen? Skal alt gå galt? Skal alt være ude af kontrol? Skal du – dig selv – være ude af funktion? Skal det være sådan?

Lige nu gør alt ufatteligt ondt. En smerte ingen kan forstå – selv ikke jeg, når jeg ikke er midt i den. Man kan ikke forstå, at man kan være så ked af det. At man kan være så i stykker. At man kan være så flået, revet og trampet på. Føle sig svigtet og forladt – af alt og alle. Også selvom man kan se, at de er lige der. Lige der foran dig og til din rådighed. Min verden styrter i grus, i takt med at min psykiske tilstand forværres. Nu er det ikke længere kun mig selv der falder sammen – nej, også miljøet omkring mig forsvinder. Trækkes væk. Alt jeg er vant til, tryg ved og glad for – forsvundet med vinden. Og DET gør ufatteligt ondt. Jeg gør ufatteligt ondt. Helt ned i maven, helt ind i knoglerne og værst af alt – helt ind i hjertet. Alt gør ondt. Vejrtrækning, blink og vågen tilstand. Men også søvn – mareridt, søvnløshed og angst. Og det værste er, at det kun er mig der forsvinder. Miljøet bliver – fast som altid.

Jeg er et sted lige nu – i en tilstand kan man vel sige. Jeg har været her før – men jeg husker ikke at det gjorde SÅ ondt. Jeg husker ikke at være SÅ ked af det. Men jeg ved, at jeg har været lige netop her. Og jeg har været her mange gange. Alle de gange jeg har haft lyst til at råbe af folk, at de da må kunne forstå, at jeg er i stykker. At de da må kunne se det. Se min smerte. Se mig. De må da kunne se hvor ondt hvert sekund i denne verden gør. De må da kunne forstå. Og så alligevel – for nej, man kan ikke forstå. End ikke jeg.

Jeg får lyst til at give op og give efter. At læne mig ind til et menneske jeg er tryg ved og bare overgive mig til gråd. Overgive mig til at vise smerten – nøjagtig som den er. Brutal og grim. Og så gør det ekstra ondt, når det menneske ikke ser, at det er netop det jeg har brug for. Når de ikke ser og forstår – at det netop er dem jeg kan tale med. At det netop er dem jeg har brug for er der. Brug for at snakke med. Når man bare bliver viftet videre til en anden. Afvist, smidt væk, gjort ligegyldig. Og hvordan får man det egentlig sagt? Altså – hvordan får man sagt til den person, at det netop er det menneske man har brug for lige nu? Hvordan kan man tillade sig, at bede en anden om at gøre noget for en selv – fordi man har brug for det? Hvordan?

Midt i angst, midt i mareridt, midt i sorg og midt i liv – lige der midt i, får jeg allermest lyst til at forsvinde. At alle slette spor, at slette min eksistens og blive til luft. Og dog – for midt i alt dette går en masse op for mig. Traumer. Sorg. Vrede. Angst. Det hele. Og det giver mening – noget giver mening. Ikke hvorfor jeg har det skidt. Ikke hvorfor det er mig, som er i denne situation. Men noget giver mening. Og nogle gange skal man måske acceptere, at man er til for at være i stykker. At man går i stykker af at være til. Og at det er sådan det er. Det er sådan jeg er.

2

One thought on “I stykker

  1. Susanne K. Jakobsen siger:

    Du skriver så flot ven, at jeg næsten kan mærke, hvordan du har det

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.