Accept, måske?

Det er længe siden jeg har skrevet sidst.
Det er ikke fordi jeg ikke har mere på hjerte, men jeg har bare ikke haft motivationen, koncentrationen eller inspirationen.
Jeg kan kun skrive når inspirationen lige rammer.

Nu er det november.¨
Og jeg er indlagt for anden gang dette efterår.
Jeg var lige inde og vende i lidt over to uger i starten af oktober.
Der gik kun fire uger fra jeg blev udskrevet til jeg endte her igen.

Jeg ved ikke hvorfor det bliver ved med at gå galt. Jeg vender og drejer det hele utallige gange hver dag, men jeg aner simpelthen ikke hvad det er der sker.
Selvfølgelig er der den del med at det er efterår. Der bliver jeg jo altid ramt.
Men at det bliver så slemt at jeg skal på hospitalet, forstår jeg bare ikke.

Da jeg snakkede med min psykolog sidst, handlede det meget om hvor frustreret jeg er. Jeg er frustreret over at min sygdom har sit eget liv og jeg ikke kan gøre noget. Jeg er vred. Rigtig vred.
Jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg har accepteret hvordan tingene er, og at jeg får det bedste ud af livet. Det troede jeg faktisk jeg havde. Men jeg er rasende. Jeg har lyst til at skrige og smadre alt omkring mig.

Hvorfor?
Hvorfor mig?
Hvorfor skal jeg trækkes med den her fucking sygdom?
Hvorfor må jeg ikke få de ting jeg drømmer om?
Hvorfor skal mit liv bestå af hensyn til en sygdom der ikke tager en skid hensyn til mig?
Hvorfor må jeg ikke bare være mig?

Jeg er nødt til at slutte fred med sygdommen for at kunne få det bare lidt bedre. Men det er fandme svært når jeg selv, samfundet og alle omkring mig bare vil have at jeg ikke er syg.
Mine behandlere siger jo også hele tiden at det kan blive bedre og at der nogle gange lige pludselig dukker noget medicin, terapi eller noget helt tredje op der gør en kæmpe forskel.
Jeg er skal acceptere at jeg er syg og ikke kan det jeg ønsker.
Men jeg må ikke give op, for det kan jo blive bedre.
For mig er der en stor konflikt mellem de to ting.
Hvis jeg skal acceptere at min sygdom fylder så meget som den gør og at det ikke bliver bedre, så er jeg nødt til at give op. Jeg kan ikke slutte fred med det når jeg er i kamp-mode.
Men det er jo heller ikke godt.

Jeg ville ønske behandlerne ville sige, vi kan ikke gøre mere.
Jeg ville ønske kommunen ville acceptere dette og tilkende mig førtidspension.
Så kunne jeg måske acceptere tingenes tilstand og begynde at bygge et liv op på de præmisser jeg har.

Jeg kan ikke blive ved med at leve mit liv efter at jeg får det bedre en dag. For når den dag så ikke kommer er livet en stor skuffelse, og så mister jeg da først alt håb og mod på livet.
Og så bliver jeg syg igen.

Måske er det netop nødvendigt for mig at give op.
Måske er det at opgive ikke noget negativt i denne sammenhæng.
Måske er det bare at erkende tingenes tilstand.
Måske er det faktisk det der kunne give mig håb om et liv der var værd at leve.
Måske.

1

One thought on “Accept, måske?

  1. Aase Lund siger:

    Kære Helene! 1000 tak for dit foredrag, som jeg lige har set på mit tv! Det har hjulpet mig meget, da min datter er indlagt i øjeblikket! Hvor er du sej til at fortælle! Ønsker dig alt muligt godt! Håber du får førtidspension!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.