Skrøbelighed

Man kan godt være ekstra skrøbelig i særlige perioder i sit liv. Men hvorfor skal man være som et korthus i storm? Hvirvlende rundt, blæst væk og blæst ned. Jeg tror ikke, man kan vænne sig til det. Vænne sig til at være i stykker. Uanset hvor meget man er det, hvor længe man er det og hvor meget man prøver på at tænke, at det er okay. For det bliver det ikke. Det er fortsætter som værende uudholdeligt. Forfærdeligt. Pinagtigt.

Min angst lænker mig til min seng. Jeg kan ikke gå ud af døren. Jeg kan ikke gøre hvad jeg normalt gør – fordi jeg er bange. Ting jeg glæder mig til, dem er jeg tvunget til at aflyse. Jeg er tvunget til at holde mig væk. Spærret inde af angst. Af flashbacks og fortid. Og det gør ondt – for der er ikke noget jeg hellere vil end at være stabil. End at kunne ting selv. Handle, lave mad, være social. Gå en tur i byen og forkæle mig selv. Men jeg kan ikke. Det værste er dog stadig, når man tvinges af sin angst til at aflyse noget, der kan betyde hele verden for en. Som den her koncert jeg skulle have været til. Med en jeg har hørt tusinde gange før – og en jeg holder af at lytte til. Men tvunget og tynget af angst måtte jeg blive hjemme. Igen.

Min fortid indhenter mig. Sluger mig. Og jeg kan ikke længere skille fortid fra nutid. Det flyder sammen og bliver et. Et uudholdeligt helvede. Jeg genoplever alt hvad der nogensinde er hændt mig. Alt der har været ubehageligt. Så kan situationen jo heller ikke blive andet end ubehagelig. Forfærdelig. Jeg drukner i det. Drukner i flashbacks, mareridt og mangel på søvn. I sorg, fortvivlelse og ubehag.

Nu sidder jeg her. Med ømme håndled og blå mærker. En tanke til den kære politimand – som var nødt til at tage fat. Han ville ikke. Han snakkede til mig – og jeg kunne høre han mente hvad han sagde. I det øjeblik kæmpede jeg for ikke at græde. Som jeg altid gør – kæmper imod. Men min krop opgav – og uden lyd, løb tårerene ustyrligt. Varm, salt. Midt om natten. Måske er man allermest ked af det når der ikke er lyd på? Så holder man en ubærlig smerte inde – for at andre ikke skal høre. For at andre ikke skal opdage det helvede og den sorg, man bærer rundt på. Det er for at skåne og passe på. Ikke på sig selv – men på andre, for man er overbevist om, at kikker de en dybt i øjnene – så mærker de alt den elendighed, der er inde i en. Al den smerte man bærer rundt på. Og det ønsker man ikke – på nogle måde. For det er forfærdeligt. Så uden øjenkontakt, uden ord og uden handling – der kæmper jeg mig igennem endnu en indlæggelse.

 

2

One thought on “Skrøbelighed

  1. Susanne K. Jakobsen siger:

    Endnu et fantastisk indlæg sødde Og Åhhhh, hvor vil jeg gerne kunne kramme dig lige nu Men hvad er det for noget med en betjent, der har haft fat i dig

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.