Voksne kampklædte

Et desperat forsøg på at forsvinde. At blive glemt og gemt. Blive overset – helt som man føler sig. Føle ligeså ligegyldig som man er. Forsvinde væk – i sig selv, ensomhed og sygdom. Klare sig selv – for kun det fortjener man. Kun det, er det rigtige. Nægte sig selv hjælp, trække sig væk og skubbe folk på afstand. For ingen forstår det. Ingen ser det. Kaosset, rodet, magtesløsheden og hadet. Ingen ser det – fordi ingen må se det. De tusinde tårer, der langsomt ruller og rammer låret. Uden lyd. Uden kontrol. Ingen forstår det. Ingen ser det. Fordi de ikke vil. De kikker den anden vej – nægter sig skyldige i noget af elendigheden. Men de er skyld i det. De er skyld i noget af det. Måske startede de det ikke, men de fortsætter det. Ubevidst – måske. De bakker hinanden op – og man ender med at stå der, helt lille og alene, imod en hær af voksne kampklædte. Uden skjold – det eneste man har er sin sårbarhed. Et pust – så går man i stykker. Man prøver at bruge det våben man tænker vil virke. Sluger alt, pakker alt væk, tænker alt går væk – hvis bare man tror det nok. Man vælger, at man langsomt kvæles i følelser – frem for at blive nedkæmpet af de kampklædte. Man vælger selv, at man vil dø – så de kampklædte ikke slår en mere ihjel end i forvejen. Man vælger selv, at trække sig, holde afstand og skubbe væk – så ingen kan gøre det ved en. Man bliver utrolig afhængig af folk, der forstår. En afhængighed – der kan være noget så skrøbelig. En relation, man ikke vil slippe. Man danner et intenst bånd – men kun med de få der viser, at de vil forstå og hjælpe. Og det er få. Når de bånd brydes – af den ene eller den anden årsag – så vælter alt. Alt knuses – som sprænges en bombe i kroppen lavet af glas. Man spredes udover det hele og uanset hvor desperat man prøver at holde det hele indenfor et område – uanset hvor desperat man prøver at synke sin gråd – så lykkes det ikke. Det vælter frem i en. I øjnene. Flyder over – spredes ud – og det værste er, at folk stadig ikke forstår. At folk stadig ikke vil se. At folk stadig ikke kan se.

 

Jeg vil ikke dø. Jeg vil ikke leve som mig. Jeg vil gerne være en anden – for jeg er ikke god nok. Jeg er ikke perfekt nok. Jeg må ikke være til. For jeg er et forfærdeligt menneske – og jeg fortjener intet andet, end sådan som min situation er nu. Helt igennem forfærdelig.

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.