Behov

De nætter, hvor søvnen er minimal og alle drømme handler om at selvskade – det bliver til de dage, der kun indeholder tanker om en ting. Dage, hvor kun en ting er mulig at se – vejen væk for at få pause. Det er de døgn, hvor man næsten ikke trækker vejret – for gør man det, så er man bange for at miste kontrollen. Det er de døgn – hvor man bliver kvalt i følelser – der er de hårdeste. De døgn – hvor man kæmper så meget imod alt det indeni. Kæmper for at handle fornuftigt. Voksent og ansvarligt. Det er de døgn, hvor man allerhelst bare vil give op. Hoppe tilbage i tiden og være der, hvor man ikke kunne se på tingene med fornuft. Hvor alt var egne leveregler – og kun de var gældende. For det gør det besværligt, at kunne tænke fornuft – men føle irrationalitet. Det gør alting besværligt at være så ambivalent. Så splittet. Og det gør ondt – for hver gang ufornuften, selvdestruktiviteten og levereglerne tager over – så får man dårlig samvittighed over al den hjælp alle så ihærdigt prøver at give. Al den hjælp alle bliver ved med at tilbyde – men man bare lukker i overfor. Fordi man ikke kan lukke nogen ind i sit mørke. Man gør det for at passe på sig selv. For at passe på de andre. Ingen skal se hvor ondt alting gør. Ingen skal se hvor hårdt det er, at holde ud. Hvor hårdt det er, at være dig.

Man fortsætter med at trække vejret overfladisk. Tager kontrollen over det, der bare burde foregå helt naturligt. Vælger at styre noget, man ikke skal. Bare for ikke at falde i. For ikke at skuffe nogen. Måske for at vise, at noget i en gerne vil have hjælp. Man hader det – mest fordi det faktisk gør fysisk ondt at holde ud. Det psykiske gør så ondt, at det bliver til en fysisk smerte. Måske føles det at holde ud, som om man er virkelig træt, men ikke må sove. Eller at man virkelig skal tisse – men ikke har muligheden. Som om, man er virkelig virkelig sulten og bliver helt utilpas – men ikke har adgang til mad. Måske føles det sådan, fordi man ikke får stillet de helt basale behov. Fordi man ikke tillader sig selv, at slappe af og vise hvordan man har det. Fordi man ikke tillader sig selv, at være den man er. Fordi man ikke vil skuffe – fordi man vil være perfekt.

Jeg savner, at livet er som et regnestykke. Der er et problem, der er en løsning og der er et facit. Tre kasser. Jeg hader, at der ikke er et facit, at der ikke kun findes en løsning og at man ikke aner hvad problemet er – netop fordi der er så mange. Man ikke ved, hvor man skal starte. Eller slutte.

Det eneste jeg har lyst til, er at selvskade. Ikke for at dø. Bare for ikke at leve. Eller – måske netop det modsatte. For at mærke, at man faktisk er i live – uanset hvor død man føles indeni. For at give sig selv det man fortjener. Smerte. Ar. Et selvhad – man er nødt til at vise – på den ene eller den anden måde. En form for selvskade – ud af de mange. Jeg kan ikke tillade mig at få hjælp – men hvis jeg skærer, så er jeg nødt til det – fordi det er helt fysisk. Jeg fortjener det ikke. Hverken fysisk eller psykisk – men det fysiske er så konkret – og uanset hvem der sad med et dybt sår, så ville personen skulle have hjælp. Måske er det en form for selvskade, at trække sig fra det. At nægte at tage imod – selvom der ikke er noget man hellere vil. En form for selvskade, at skubbe folk væk. At lade sig selv blive alene. En form for selvskade, at holde alle følelser inde i en. At drukne i dem. At bruge al energi på det – så der ikke er energi til at kæmpe for at tage imod. Så der ikke er energi til at prøve. Så der ikke er energi til andet, end selvskade. For selvom det avler mere selvskade – så er det bare lettere end at skulle gøre det modsatte af hvad man egentlig har lyst til. Det er lettere, at handle som man altid har gjort – end at handle anderledes. Det er lettere at fortsætte i det spor man kender – fremfor at skulle ud af et fremmed, hvor ingen ved hvad der vil ske. Alting er lettere, når man ikke er fornuftig. Alting er lettere, når man ikke kan se hvad der er rigtigt og forkert. Alting er lettere, når man ikke kæmper for at ændre noget. Når man ikke kæmper for at blive rask. Derfor vælger jeg at selvskade – for lige at få en pause, slappe af og give slip. Mest af alt, fordi jeg ikke vil det – men fordi jeg fortjener det. Fordi jeg fortjener det, fordi jeg er mig

2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.