Skjoldet

Hun holder skjoldet op foran sig. Kæmper for at vise sin styrke. Strækker sine rystende hænder frem, så skjoldet kommer længere ud. Så beskyttelsen er fjernere fra hende, men fylder mere. Så hendes eget rum bliver større. Hun prøver at fylde det med mod. Hun prøver at lade sig fylde det med mod.

Hun hører deres tunge skridt. Deres stride stemmer. Deres ord, som rammer så hårdt. Manglen på forståelse. Hun prøver at løbe – flygte. Men hun står bare der – helt stille og fast, som er hun støbt i cement. Hun tager fra med skjoldet.

Hun falder sammen. Kryber sammen i det rum, hun selv har opfundet. Bag skjoldet. Gemmer sig væk. Gemmer sit ansigt. Hun mærker modet svigte. Det forsvinder – siver langsomt ud af skjoldets revner. Hun prøver at lappe det – men revnerne er for store og skjoldet for skrøbeligt. Hun er for træt og svag.

De tunge skridt kommer nærmere. De stride stemmer og hårde ord. Manglen på forståelse. Det hele rammer direkte ind i skjoldet – som når skrotbiler knuses af kranen. Hun knuses. Af ord. Af mennesker. Af svigt. Skjoldet krakelerer. Falder fra hinanden og går i stykker på en måde, som ingen kan fikse.

De ser hende – i takt med at skjoldet knuses. Ser de salte tårer, der næsten oversvømmer hendes selvskabte rum. Der flyder – som floder ned ad hendes kinder. Ser al hendes skrøbelighed. Al hendes frygt. Hendes sorg, vrede og smerte. Kikker lidt – undres. Spørger – men alle deres ord forsvinder i hendes egen vejrtrækning.

Hun kvæles. I sorg. I mangel på luft. De vender sig væk – som har de set et monster. Forsvinder. Løber deres vej – ikke med deres tunge skridt, men lette som feer. Deres ord sidder fast i det knuste. Sidder fast i hende. Hun ved de løber, fordi hun er hende. Hun ved, at de er bange og derfor flygter. Men hun ved også, at hun selv har skubbet dem væk. At hun selv er skyld i det.

Hun rejser sig. Fra ruinerne af skjoldet. Fra ruinerne af hende selv. Kikker efter flokken af feer – de er allerede langt væk. Hun bliver stående en tid. Vender sig væk – går langsomt, med dirrende ben, den modsatte vej. Væk fra kaos. Væk fra ruiner. Væk fra floder og endnu længere væk fra feer. Væk fra relationer. Væk fra ord.

Hun falder sammen. Knuger sine ben ind til sig. Presser panden ned i knæene og håber inderligt, at nogle finder hende. At nogle ser hende. At nogle forstår. Hun ved med sin fornuft, at ingen er feer. At ingen vil sige de onde ord. At de alle er der. Lige der omkring hende og for hende. Men de er så tågede i alle hendes tårer. Så tågede at hun ikke tror dem – og de forsvinder igen.

Men det er hendes egen skyld. Hendes egen angst og frygt, der tager over. Hende, der nægter hjælpen og skubber folk væk. Hende, der vender sig væk og nægter alt. Måske er de der stadig? Måske vil de gerne? Hun hører deres stemmer som en hvisken. Hun tvivler. Hun ved, at de snart forsvinder. Men – måske bliver de? Måske bliver du?

2

One thought on “Skjoldet

  1. Susanne K. Jakobsen siger:

    ❤️❤️Dine ord er virkelig sigende❤️❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.