Skjoldet

Hun holder skjoldet op foran sig. Kæmper for at vise sin styrke. Strækker sine rystende hænder frem, så skjoldet kommer længere ud. Så beskyttelsen er fjernere fra hende, men fylder mere. Så hendes eget rum bliver større. Hun prøver at fylde det med mod. Hun prøver at lade sig fylde det med mod. Hun hører deres tunge skridt. Deres stride stemmer. Deres ord, som rammer så hårdt. Manglen på forståelse. Hun prøver at løbe – flygte. Men hun står bare der – helt stille og fast, som er hun støbt i cement. Hun tager fra med skjoldet. Hun falder sammen. Kryber sammen i det rum, hun selv har opfu...
Læs mere

Behov

De nætter, hvor søvnen er minimal og alle drømme handler om at selvskade – det bliver til de dage, der kun indeholder tanker om en ting. Dage, hvor kun en ting er mulig at se – vejen væk for at få pause. Det er de døgn, hvor man næsten ikke trækker vejret – for gør man det, så er man bange for at miste kontrollen. Det er de døgn – hvor man bliver kvalt i følelser – der er de hårdeste. De døgn – hvor man kæmper så meget imod alt det indeni. Kæmper for at handle fornuftigt. Voksent og ansvarligt. Det er de døgn, hvor man allerhelst bare vil give op. Hoppe tilbage i tiden og være der, hvor man ik...
Læs mere

Voksne kampklædte

Et desperat forsøg på at forsvinde. At blive glemt og gemt. Blive overset – helt som man føler sig. Føle ligeså ligegyldig som man er. Forsvinde væk – i sig selv, ensomhed og sygdom. Klare sig selv – for kun det fortjener man. Kun det, er det rigtige. Nægte sig selv hjælp, trække sig væk og skubbe folk på afstand. For ingen forstår det. Ingen ser det. Kaosset, rodet, magtesløsheden og hadet. Ingen ser det – fordi ingen må se det. De tusinde tårer, der langsomt ruller og rammer låret. Uden lyd. Uden kontrol. Ingen forstår det. Ingen ser det. Fordi de ikke vil. De kikker den anden vej – nægter s...
Læs mere

Skrøbelighed

Man kan godt være ekstra skrøbelig i særlige perioder i sit liv. Men hvorfor skal man være som et korthus i storm? Hvirvlende rundt, blæst væk og blæst ned. Jeg tror ikke, man kan vænne sig til det. Vænne sig til at være i stykker. Uanset hvor meget man er det, hvor længe man er det og hvor meget man prøver på at tænke, at det er okay. For det bliver det ikke. Det er fortsætter som værende uudholdeligt. Forfærdeligt. Pinagtigt. Min angst lænker mig til min seng. Jeg kan ikke gå ud af døren. Jeg kan ikke gøre hvad jeg normalt gør – fordi jeg er bange. Ting jeg glæder mig til, dem er jeg tvun...
Læs mere

I stykker

Skal det nogle gange bare gøre ondt? Skal det nogle gange bare føles som jordskælv i dit indre? Skal alt flås ud af din krop og aldrig sættes ind igen? Skal alt gå galt? Skal alt være ude af kontrol? Skal du – dig selv – være ude af funktion? Skal det være sådan? Lige nu gør alt ufatteligt ondt. En smerte ingen kan forstå – selv ikke jeg, når jeg ikke er midt i den. Man kan ikke forstå, at man kan være så ked af det. At man kan være så i stykker. At man kan være så flået, revet og trampet på. Føle sig svigtet og forladt – af alt og alle. Også selvom man kan se, at de er lige der. Lige der f...
Læs mere

Så fiks det dog

”Jeg kan ikke fikse det – jeg kan ikke gøre det om” Og netop det er problemet. At man ikke kan fikse sine fejl. At man ikke kan fikse andre menneskers fejl. Uanset om de påvirker dig eller ej – så er det dit eget problem at få det fikset, så det ikke er det, der påvirker dig mest i din hverdag. Så det ikke er det, som slår dig ud af kurs. Det er dit arbejde, din opgave, dit job, at fikse hvad andre mennesker bringer af skidt ind i dit liv. Og måske netop derfor er livet ondt. Måske netop derfor gør livet ondt. Måske netop derfor vil jeg det ikke mere. Jeg kan ikke fikse hvad andre har gjort...
Læs mere

Angst

Når det rammer – suser gennem kroppen og sætter dit system i alarm. Dit hjerte banker, dine hænder bliver våde, koldsveden starter og du går i panik. Din mave trækker sig sammen i takt med at dit bryst bliver fladt. Du kan se det er irrationelt – men du kan ikke overbevise dig selv om det. Panik. Mere panik. Panik over panik. Du føler, at du intet kan foretage dig – for alt gør dig bange og angst. Selv normale ting. Helt normale hverdags ting, som normalt intet betyder. Noget du normalt bare gør. Det er umuligt. Umuligt at gøre og umuligt at overbevise dig selv om, at der ikke sker noget ved a...
Læs mere

En aften som normal

Rolig, glad og mæt Dog stadig i oprør Slåen i hovedet Over latter Over glæde Over normal   Det hele rammer I maven – i brystet Alt ramler Falder sammen Falder væk Falder ud   Når selv normal Kan gøre ondt Hvad kan jeg så, Blive? Være? Tro?   En flok studerende Så mig Malplaceret Men perfekt placeret? Ikke i vejen Blot velkommen   Husket Som gamle mig Glade mig Accepteret Som nutidige mig Syge mig   Intet anderledes Intet nyt Bare som altid, Trygt, Godt, ...
Læs mere

Tristhed er ensomt.

En gråd af den slags, som sætter sig fast i brystet og nægter at forsvinde. Der gør verden sort, umulig og uduelig. Dum, ond og grim. Når man ikke føler sig lidt, set, hørt eller forstået. Når man bare føler sig ensom. Som det mest ensomme menneske i verden. Måske i universet. Jeg skruer op for musikken – lukker verden ude. Går – i et tempo, der ligger uden for normalen. Prøver at glemme mennesker. Glemme verdenen. Glemme liv. Glemme mig selv. Gemme mig væk og så forblive der, hvor jeg er både gemt og glemt. Mest fordi det koster alle mine kræfter konstant at kæmpe for at føle mig forstået....
Læs mere