Psykolog-effekten:

Af Nilas Steensen Forleden kom jeg i kontakt med nogle unge med kræft tæt på kroppen gennem det usandsynligste af medier. Jeg sad en aften og spillede et computerspil på internettet og skrev med nogle fyrer i spillet. Efter at have udvekslet navne, fandt de frem til min blog og begyndte at spørge til den, og vi faldt i snak.   Det viste sig, at den ene havde familie der var ramt af kræft, og på den måde kunne relatere til bloggen og dens indhold. I løbet af ingen tid havde han læst samtlige indlæg, og det ledte til en dybere samtale om kræft, behandlingen mv.  I løbet af ingen tid hav...
Læs mere

Min behandling del 3 – Depression

Foruden angst anfaldende som er nævnt i mit tidligere indlæg, udviklede jeg i samme periode også en depression. Det virkede for mig som om, at det var en ganske naturlig følge af min sygdom og den lange indlæggelse. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan sygeplejerskerne næsten gik og ventede på mit psykiske sammenbrud, og da det endeligt kom, var de ikke sene til at sende mig til en psykiater – hvilket jeg ikke var interesseret i på daværende tidspunkt. Jeg følte ikke at jeg havde en sygdom (ud over kræften). Jeg havde ikke en depression! Jeg var jo bare ked af det! Hvorfor kunne de ikke ...
Læs mere

Min behandling del 2 – Angst

I forbindelse med kræftsygdom oplever jeg, at fokus oftest lægges nærmest udelukkende på den fysiske side af sygdommen. Man snakker om de fysiske påvirkninger kræftpatienter rammes af, hvordan de taber håret, bliver svækket, får ændret deres udseende osv. Skønt disse forhold naturligvis også er dominerende, ligesom de udgør en næsten ubeskrivelig betydning for patienterne, føler jeg, at den psykiske side af sygdommen kan blive bagatelliseret som følge heraf. Hvorfor forholder det sig sådan? Så snart det indledende store psykiske chok efter diagnosen af sygdommen har lagt sig, er det de fysis...
Læs mere

Du skal bruge sundhedspersonalet

Det er min opfattelse, at læger og sygeplejersker vurderer nylige kræftpatienter ret hurtigt og finder ud af, i hvilken kasse de skal putte os ifht. information: Der er én type patienter, der har det bedst med bare at overlade det hele til lægerne, lægge ansvaret fra sig og tage behandlingen én dag ad gangen. For mange tror jeg dette er den bedste løsning, idet man har rigeligt at tænke på når man bliver stillet overfor en alvorlig sygdom. Jeg hører til den anden gruppe. Vi har det bedst med at føle, at vi er inde over beslutningerne og forstår hvad de indbefatter og hvorfor de bliver taget. J...
Læs mere

Livet på stand-by

Noget af det første der slog mig, efter det værste chok havde lagt sig, var, at jeg måtte fortælle mine nærmeste venner, at jeg havde fået kræft, samt fortælle min klasse på universitetet at jeg måtte droppe ud. Jeg tror på mange måder det var nemmere for mig at tænke på dette aspekt, fordi det var mere pragmatisk og håndgribeligt end selve den kræftdiagnose jeg var blevet stillet. Samtidig var jeg dog stadig ramt af chokket i en sådan grad, at det virkede som en fuldstændig uoverskuelig opgave jeg stod overfor. Her trådte mine nærmeste pårørende til, og det er jeg dem stadig taknemmelig for;...
Læs mere

Min behandling del 1 – vægttab

Jeg var blevet diagnosticeret med ALL (akut lymfatisk leukæmi) og skulle nu forberede mig på mindst en måned til halvanden indlagt på 24. etage på Herlev Hospital. Behandlingen for ALL er langvarig og intens, og denne periode ville kun være et skridt mod at blive rask igen. På dette tidspunkt virkede det som en fuldstændig utænkelig lang indlæggelse, og jeg kunne ikke rigtigt forestille mig hvordan det ville blive at stå på den anden side, og have været syg i næsten to måneder – meget længere tid end noget andet jeg havde prøvet på daværende tidspunkt. Men som tiden gik, skulle jeg blive meget...
Læs mere

Sådan kom kræften

Jeg havde gået i en uges tid og følt mig lidt små-sløj. Jeg var ikke rigtig syg, jeg var bare unormalt træt. Samtidig var det som om min kondition var forsvundet fuldstændig i løbet af påskeferien 2012: Jeg blev svimmel når jeg rejste mig for hurtigt, og jeg blev forpustet af at gå op ad trapper. Jeg tænkte at jeg blot manglede nogle jernpiller, og så var dén klaret. Da jeg kom op på studiet den første dag efter ferien blev jeg dog mødt af spørgende ansigter. Folk undrede sig over, at jeg var unormalt bleg. I må forstå, at dette ikke ringede en alarmklokke for mig, der som rødhåret er vant ...
Læs mere