Tristhed er ensomt.

En gråd af den slags, som sætter sig fast i brystet og nægter at forsvinde. Der gør verden sort, umulig og uduelig. Dum, ond og grim. Når man ikke føler sig lidt, set, hørt eller forstået. Når man bare føler sig ensom. Som det mest ensomme menneske i verden. Måske i universet.

Jeg skruer op for musikken – lukker verden ude. Går – i et tempo, der ligger uden for normalen. Prøver at glemme mennesker. Glemme verdenen. Glemme liv. Glemme mig selv. Gemme mig væk og så forblive der, hvor jeg er både gemt og glemt. Mest fordi det koster alle mine kræfter konstant at kæmpe for at føle mig forstået. For ingen kan jo forstå – ligesom jeg ikke kan forstå dem. Forstå tristhed og den uendelige følelse af intet. Af tomhed – som langsomt bliver til en konstant form for smerte. Og desværre af den slags, der bare langsom spiser dig op indefra. Uden nogle ser det. Den slags, man ikke kan slå ihjel med et par panodiler og iprener. Den som bliver, uanset hvad du gør.

Jeg er træt af at være mig. Træt af at være syg. Træt af at være i systemet. Eller – måske ikke træt. Måske bare fucking ulykkelig? Og selv det gør mig ked af det. Og hvorfor er det, at det ikke er okay at være ked af det? Hvorfor er det, at jeg ikke bare græder – får forløsning for den forpinthed der sidder i mit bryst? Pas. Måske fordi der er så meget inde i mig, at jeg er bange for at falde fuldstændig fra hinanden hvis jeg først lukker op. Jeg ved, at det er det, der sker. Jeg ved, at mit knuste jeg vil spredes ud over det hele og ingen vil samle det igen. Ingen kan samle det igen. Kun mig – og jeg kan ikke, for jeg har mistet tankevirksomhed, handlekraft og hænder. Jeg er jo gået i stykker.

Sådan føles det virkelig. Og jeg føler mig så uendeligt alene. Det er ikke en fremmed følelse – jeg kender den godt. For godt. Den bliver aldrig rar. Og det er ikke fordi jeg ikke ser folk omkring mig. Jeg kan bare ikke lade dem hjælpe mig – og jeg ved hvorfor. For jeg er pisse bange for at de forsvinder igen hvis jeg først åbner op. Og det kan jeg ikke. Jeg kan ikke, at flere stopper i mit forløb. I mit liv. Jeg ved godt at uanset hvad, så kan jeg ikke garderer mig imod det – men for fanden hvor rammer det altså hårdt. Hver gang. Hver dag. Hver time og hvert sekund. Av! Jeg lever jo i en konstant angst – for at miste.

Jeg kan ikke se bort fra det. Jeg kan ikke flygte. Uanset hvor hurtigt jeg går og hvor højt jeg skruer op for musikken – så er alting der stadig. Intet af det forsvinder. Min eneste flugt er selvskade. Død. Og så alligevel. For hvad er det for en flugt? En flugt ud i noget værre – eller en flugt fra sig selv? Fra omgivelser eller liv? Jeg ved det ikke – og jeg søger konstant efter nye flugtmetoder – de findes bare ikke. Jeg kan ikke se dem, mærke dem eller høre dem. Jeg har lyst til at skrige, af mine lungers fulde kraft. At slå – på alt og alle. Smadre ting og bare gå amok – for alle de følelser i mig – de bygger sig op og fylder det hele. Æder mig – æder den jeg var. Gør mig til intet – til sur, tvær og ked. Og i virkeligheden bare dybt ulykkelig. Ked af mit liv – som det var, som det er og som det bliver.

Dumt system. Dum sygdom. Dum afhængighed. Dumt liv.

 

0

One thought on “Tristhed er ensomt.

  1. Maiken siger:

    Hej Lærke. Din blog her er ved at være gammelt, men jeg har alligevel læst en del af dine indlæg, og det har været med kæmpestor både interesse og ulykke. Jeg selv fik diagnosen “bipolar type II” for et halv års tid siden, men også Borderline var oppe at vende – den blev dog sidenhen aflivet igen. Men hold da helt op, hvor rammer du bare hovedet på sømmet lige med særligt dette indlæg – det er så fucking svært at sætte ord på, hvad det ER, der foregår derinde – hvad er det for helvede, man er så ked af?! Når folk spørger, kan man bare stå dér og slå ud med armene. “Prøv det her og det her, så bliver du glad!” – så uendeligt lille en forståelse for følelsen af uendelig tom- og håbløshed.
    Tak for din deling og dine ord. De gjorde en forskel for mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.