På besøg i ambulatoriet

Der er nogle rutiner på et hospital der tager lang tid at ændre på. At komme til at tale med en læge på et hospital er en af dem. Jeg er kommet på hospitaler i over 50 år, har meldt mig, taget plads og har ventet på at blive kaldt ind. Sådan foregik det dengang, og sådan foregår det idag.

Der er sket to ændringer over siden dengang.
Den første er ventetiden. Den er stort set kommet på plads i dag. Fra dengang man sad og ventede halve og hele timer. Til idag hvor ventetiden er på mellem 5 og 10 minutter. Det er rigtig godt.
Den anden er den måde man melder sig på. Før i tiden skulle man melde sig ved en skranke. I dag sker det med sundhedskortet der føres hen over en kortlæser. Også et fremskridt. Så alt i alt er der mere effektivitet.
Selv om det er muligt at melde sin ankomst uden at involverer personale, er der fortsat en bemandet skranke. Da jeg henvender mig for at få at vide om jeg er det rigtige sted, får jeg en bonus oplysning: Lægen kommer derovre fra
Tak for det – det var en stor hjælp at få at vide.

Venteværelset er stort, der er flere indgange og udgange, og man kan sidde med ansigtet vendt i flere forskellige retninger.
Jeg foretrækker at sidde med ansigtet vendt mod den dør eller den gang som lægen kommer fra. Min erfaring er at de dels ikke taler så højt, dels siger navnet meget hurtigt. Begge dele gør det vanskeligere for mig at høre mit navn. Kan jeg se ansigtet når de kommer ind i rummet, før de siger mit navn, kan jeg reagere som en normalt hørende.

Min venstre lillefinger er gennem nogle år, langsomt bøjet mere og mere ned mod håndfladen. Den er nu så bøjet, at det kniber med at tage handsker på.
Det er derfor jeg er mødt op på i ambulatoriet på hospitalet. De skal hjælpe mig med at få rettet finderen ud, så jeg kan få næsten normal bevægelighed igen.

10 minutter efter aftalt tid, bliver jeg ukompliceret kaldt ind og får undersøgt mine hænder og især min venstre lillefinger.
Det er dog lidt svært med kommunikationen. Lægen har en stemme jeg har svært ved at høre. Lyden er høj nok, men genkendelse af ordene er svær. Så jeg må bede om en del gentagelse af hvad han siger og hvad han spørger om. Og så går det også.

Så da konsultationen er færdig er der en plan:
1. Jeg skal have en tid og møde op til en kort konsultation, hvor jeg får en lille indsprøjtning i det bindevæv der har samlet sig ved lillefingeren
2. Jeg skal have en dobbelt tid dagen efter, hvor jeg skal have rettet lillefingeren ud manuelt. Jeg får noget smertestillende først.

Jeg glæder mig til at kunne rette lillefingeren ud igen. Jeg glæder mig ikke til processen der får det til at lykkedes.

0

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.