Så fiks det dog

”Jeg kan ikke fikse det – jeg kan ikke gøre det om” Og netop det er problemet. At man ikke kan fikse sine fejl. At man ikke kan fikse andre menneskers fejl. Uanset om de påvirker dig eller ej – så er det dit eget problem at få det fikset, så det ikke er det, der påvirker dig mest i din hverdag. Så det ikke er det, som slår dig ud af kurs. Det er dit arbejde, din opgave, dit job, at fikse hvad andre mennesker bringer af skidt ind i dit liv. Og måske netop derfor er livet ondt. Måske netop derfor gør livet ondt. Måske netop derfor vil jeg det ikke mere.

Jeg kan ikke fikse hvad andre har gjort mig. De kan ikke selv fikse hvad de har gjort mig. Ingen kan fikse hvad der er sket – og netop derfor sidder jeg låst fast. I sorg, svigt, smerte og frygt. Alligevel rammer det mig – ”ikke fikse” – for det er jo det eneste jeg vil have. Det eneste jeg vil have, er at det her bliver fikset og jeg bliver hel. At mit liv bliver fikset. Lavet om. Gjort om. Rettet på og rettet til. Jeg vil ud af det her. Ud af den her situation, hvor mit hjerte holder med at slå og min mave trækker sig sammen til en hård kugle, man på ingen måde kan udvide. Jeg vil ud af det, væk fra det. Glemme det, pakke det væk, forsvinde. For det gør så satans ondt, at ingen kan forstå.

Hver gang et svigt rammer, så går jeg en lille smule i stykker. Falder en lille smule mere fra hinanden. Der skal ikke så meget til – et vindpust og jeg blæser væk. Eller – sådan føles det. Ekstremt smertefuldt. Pinefuldt. Pinagtigt. Av! Og det eneste jeg ønsker er det satans fiks ingen kan give. Det eneste jeg håber på er, at en eller anden kan lime mig sammen – bare lige til at holde natten ud. Holde de næste 5 minutter ud. 1 minut. Alt – 30 sekunder. Jeg er ligeglad. Jeg vil bare gerne holdes sammen, limes sammen – fikses. Og det kan ingen. Jeg kan ikke fikses.

Min eneste lim er selvskade – og hvad holder det? Det limer mig i 15 minutter – bagefter ligger jeg spredt ud i verden igen. Omend de 15 minutter er det hele værd – så er det ikke holdbart. Og det kan jeg se. Men jeg kan ikke mærke det. Jeg føler det ikke. Jeg kan rationalisere – tænke logisk. Men jeg føler alle følelser for fulde gardiner og uden mulighed for at styre dem. De eksploderer i mig – slår mig i gulvet, tramper på mig og lader mig ligge der. Jeg skal selv samle det hele – til noget meningsfyldt. Og det er umuligt. Jeg kan ikke.

Desværre er det sådan, at man for ofte kommer til at stille folk skakmat når man er ked af det eller fyldt af svigt. Ingen kan gøre noget. Ingen kan fikse dig. Du stiller alle personer omkring dig skakmat og du er nødt til at rykke alle brikker rundt selv for at spillet kan fortsætte. I princippet skal du kun rykke en brik. Dig selv. Men det er det sværeste i verden – og jeg kan ikke. Jeg står fast – som støbt i cement. Ikke fordi jeg vil, ikke fordi jeg kan – men netop fordi jeg ikke vil og ikke kan. Fordi jeg ikke kan lide at mærke alle de følelser der strømmer gennem min krop og fordi jeg ikke kan mærke alt det rationelle – men blot se det derude i horisonten. Det gør livet til en umulig opgave – og jeg kan ikke mere. Alle kræfter er brugt op og jeg må give op. For jeg er gået i stykker. Jeg stiller alle skakmat. Jeg kan ikke fikses.

1

One thought on “Så fiks det dog

  1. Susanne K. Jakobsen siger:

    Uhhhh, det er svært at kommentere på kæreste Lærke Du skal dog vide, vi tænker på dig og føler med dig Knus tante Sus❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.