Tristhed er ensomt.

En gråd af den slags, som sætter sig fast i brystet og nægter at forsvinde. Der gør verden sort, umulig og uduelig. Dum, ond og grim. Når man ikke føler sig lidt, set, hørt eller forstået. Når man bare føler sig ensom. Som det mest ensomme menneske i verden. Måske i universet. Jeg skruer op for musikken – lukker verden ude. Går – i et tempo, der ligger uden for normalen. Prøver at glemme mennesker. Glemme verdenen. Glemme liv. Glemme mig selv. Gemme mig væk og så forblive der, hvor jeg er både gemt og glemt. Mest fordi det koster alle mine kræfter konstant at kæmpe for at føle mig forstået....
Læs mere